publicerad: 2015
incident
in·cid·ent
[‑en´t]
substantiv
~en ~er • störande händelse; tillbud; olyckshändelse
| Singular | |
|---|---|
| en incident | obestämd form |
| en incidents | obestämd form genitiv |
| incidenten | bestämd form |
| incidentens | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| incidenter | obestämd form |
| incidenters | obestämd form genitiv |
| incidenterna | bestämd form |
| incidenternas | bestämd form genitiv |


