publicerad: 2015
koagel
koagel
[koa´gel]
substantiv
koaglet; pl. ~, best. pl. koaglen • koagulerat ämne
| Singular | |
|---|---|
| ett koagel | obestämd form |
| ett koagels | obestämd form genitiv |
| koaglet | bestämd form |
| koaglets | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| koagel | obestämd form |
| koagels | obestämd form genitiv |
| koaglen | bestämd form |
| koaglens | bestämd form genitiv |


