publicerad: 2015
påkänning
på|känn·ing
substantiv
~en ~ar känna 1
| Singular | |
|---|---|
| en påkänning | obestämd form |
| en påkännings | obestämd form genitiv |
| påkänningen | bestämd form |
| påkänningens | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| påkänningar | obestämd form |
| påkänningars | obestämd form genitiv |
| påkänningarna | bestämd form |
| påkänningarnas | bestämd form genitiv |


