publicerad: 2015
polis
pol·is
[‑i´s]
substantiv
~en ~er 1 ordningsmakt; polisman2 försäkringsbrev – Alla sammansättn. med polis- hör till polis 1.
| Singular | |
|---|---|
| en polis | obestämd form |
| en polis | obestämd form genitiv |
| polisen | bestämd form |
| polisens | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| poliser | obestämd form |
| polisers | obestämd form genitiv |
| poliserna | bestämd form |
| polisernas | bestämd form genitiv |


