publicerad: 2015
gerundium
ger·undi·um
[‑un´di‑]
substantiv
gerundiet gerundier • latinskt verbalsubstantiv
| Singular | |
|---|---|
| ett gerundium | obestämd form |
| ett gerundiums | obestämd form genitiv |
| gerundiet | bestämd form |
| gerundiets | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| gerundier | obestämd form |
| gerundiers | obestämd form genitiv |
| gerundierna | bestämd form |
| gerundiernas | bestämd form genitiv |


