publicerad: 2015
ironi
ir·oni
[‑oni´]
substantiv
~n ~er • klander el. förlöjligande under skenbart beröm
| Singular | |
|---|---|
| en ironi | obestämd form |
| en ironis | obestämd form genitiv |
| ironin | bestämd form |
| ironins | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| ironier | obestämd form |
| ironiers | obestämd form genitiv |
| ironierna | bestämd form |
| ironiernas | bestämd form genitiv |


