publicerad: 2015
kondis
1kond·is
[kån´d‑]
substantiv
~et; pl. ~ • ⟨vard.⟩ konditori
| Singular | |
|---|---|
| ett kondis | obestämd form |
| ett kondis | obestämd form genitiv |
| kondiset | bestämd form |
| kondisets | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| kondis | obestämd form |
| kondis | obestämd form genitiv |
| kondisen | bestämd form |
| kondisens | bestämd form genitiv |
2kond·is
[kån´d‑]
substantiv
~en • ⟨vard.⟩ kondition
| Singular | |
|---|---|
| en kondis | obestämd form |
| en kondis | obestämd form genitiv |
| kondisen | bestämd form |
| kondisens | bestämd form genitiv |


