publicerad: 2015
problemlösare
pro·blem|lös·are
substantiv
~n; pl. ~, best. pl. ‑lösarna • till problem 1,2 lösare 1
| Singular | |
|---|---|
| en problemlösare | obestämd form |
| en problemlösares | obestämd form genitiv |
| problemlösaren | bestämd form |
| problemlösarens | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| problemlösare | obestämd form |
| problemlösares | obestämd form genitiv |
| problemlösarna | bestämd form |
| problemlösarnas | bestämd form genitiv |


