publicerad: 2015
förhinder
för·hinder
substantiv
förhindret; pl. ~, best. pl. förhindren • få förhinder
| Singular | |
|---|---|
| ett förhinder | obestämd form |
| ett förhinders | obestämd form genitiv |
| förhindret | bestämd form |
| förhindrets | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| förhinder | obestämd form |
| förhinders | obestämd form genitiv |
| förhindren | bestämd form |
| förhindrens | bestämd form genitiv |


