publicerad: 2015
förnödenhet
för·nöd·en·het
substantiv
~en ~er • mest i pl.; nödvändighetsvara
| Singular | |
|---|---|
| en förnödenhet | obestämd form |
| en förnödenhets | obestämd form genitiv |
| förnödenheten | bestämd form |
| förnödenhetens | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| förnödenheter | obestämd form |
| förnödenheters | obestämd form genitiv |
| förnödenheterna | bestämd form |
| förnödenheternas | bestämd form genitiv |


