publicerad: 2015
prokurator
pro·kur·at·or
[‑a`t‑]
substantiv
~n ~er [‑o´r‑] • förvaltare av landsdel i antikens Rom; åklagare i äldre tid
| Singular | |
|---|---|
| en prokurator | obestämd form |
| en prokurators | obestämd form genitiv |
| prokuratorn | bestämd form |
| prokuratorns | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| prokuratorer | obestämd form |
| prokuratorers | obestämd form genitiv |
| prokuratorerna | bestämd form |
| prokuratorernas | bestämd form genitiv |


