publicerad: 2015
hänkel
hänkel
[häŋ´kel]
substantiv
~n hänklar • handtag, öra på dryckeskärl e.d.
| Singular | |
|---|---|
| en hänkel | obestämd form |
| en hänkels | obestämd form genitiv |
| hänkeln | bestämd form |
| hänkelns | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| hänklar | obestämd form |
| hänklars | obestämd form genitiv |
| hänklarna | bestämd form |
| hänklarnas | bestämd form genitiv |


