publicerad: 2015
kongruens
kon·gru·ens
[‑en´s]
substantiv
~en ~er • ⟨mat., språkv. m.m.⟩ överensstämmelse, likformighet; fullständig likhet
| Singular | |
|---|---|
| en kongruens | obestämd form |
| en kongruens | obestämd form genitiv |
| kongruensen | bestämd form |
| kongruensens | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| kongruenser | obestämd form |
| kongruensers | obestämd form genitiv |
| kongruenserna | bestämd form |
| kongruensernas | bestämd form genitiv |


