publicerad: 2015
kurir
kur·ir
[‑i´r]
substantiv
~en ~er • ilbud; budbärare mellan regering och dess representation i utlandet
| Singular | |
|---|---|
| en kurir | obestämd form |
| en kurirs | obestämd form genitiv |
| kuriren | bestämd form |
| kurirens | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| kurirer | obestämd form |
| kurirers | obestämd form genitiv |
| kurirerna | bestämd form |
| kurirernas | bestämd form genitiv |


