publicerad: 2015
monoftong
mono·ftong
[‑ftåŋ´]
substantiv
~en ~er • enkelt vokalljud; mots. diftong
| Singular | |
|---|---|
| en monoftong | obestämd form |
| en monoftongs | obestämd form genitiv |
| monoftongen | bestämd form |
| monoftongens | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| monoftonger | obestämd form |
| monoftongers | obestämd form genitiv |
| monoftongerna | bestämd form |
| monoftongernas | bestämd form genitiv |


