publicerad: 2015
normalfall
norm·al|fall
substantiv
~et; pl. ~ • till fall 2 1normal
| Singular | |
|---|---|
| ett normalfall | obestämd form |
| ett normalfalls | obestämd form genitiv |
| normalfallet | bestämd form |
| normalfallets | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| normalfall | obestämd form |
| normalfalls | obestämd form genitiv |
| normalfallen | bestämd form |
| normalfallens | bestämd form genitiv |


