publicerad: 2015
polisbefäl
pol·is|be·fäl
substantiv
~et; pl. ~ • till befäl 2 polis 1
| Singular | |
|---|---|
| ett polisbefäl | obestämd form |
| ett polisbefäls | obestämd form genitiv |
| polisbefälet | bestämd form |
| polisbefälets | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| polisbefäl | obestämd form |
| polisbefäls | obestämd form genitiv |
| polisbefälen | bestämd form |
| polisbefälens | bestämd form genitiv |


