publicerad: 2015
ironiker
ir·on·ik·er
[‑o´n‑]
substantiv
~n; pl. ~ ironi
| Singular | |
|---|---|
| en ironiker | obestämd form |
| en ironikers | obestämd form genitiv |
| ironikern | bestämd form |
| ironikerns | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| ironiker | obestämd form |
| ironikers | obestämd form genitiv |
| ironikerna | bestämd form |
| ironikernas | bestämd form genitiv |


