publicerad: 2015
konnotation
kon·not·at·ion
substantiv
~en ~er • associativ bibetydelse hos ett ord som inte tillhör grundbetydelsen; mots. denotation
| Singular | |
|---|---|
| en konnotation | obestämd form |
| en konnotations | obestämd form genitiv |
| konnotationen | bestämd form |
| konnotationens | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| konnotationer | obestämd form |
| konnotationers | obestämd form genitiv |
| konnotationerna | bestämd form |
| konnotationernas | bestämd form genitiv |


