publicerad: 2015
ogärning
o|gärn·ing
substantiv
~en ~ar • ond gärning, illdåd
| Singular | |
|---|---|
| en ogärning | obestämd form |
| en ogärnings | obestämd form genitiv |
| ogärningen | bestämd form |
| ogärningens | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| ogärningar | obestämd form |
| ogärningars | obestämd form genitiv |
| ogärningarna | bestämd form |
| ogärningarnas | bestämd form genitiv |


