publicerad: 2015
inkongruens
in·kon·gru·ens
[‑en´s]
substantiv
~en ~er • bristande kongruens
| Singular | |
|---|---|
| en inkongruens | obestämd form |
| en inkongruens | obestämd form genitiv |
| inkongruensen | bestämd form |
| inkongruensens | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| inkongruenser | obestämd form |
| inkongruensers | obestämd form genitiv |
| inkongruenserna | bestämd form |
| inkongruensernas | bestämd form genitiv |


