publicerad: 2015
furir
fur·ir
[‑i´r]
substantiv
~en ~er • i äldre tid: person med en underbefälsgrad
| Singular | |
|---|---|
| en furir | obestämd form |
| en furirs | obestämd form genitiv |
| furiren | bestämd form |
| furirens | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| furirer | obestämd form |
| furirers | obestämd form genitiv |
| furirerna | bestämd form |
| furirernas | bestämd form genitiv |


