publicerad: 2015
imperativform
im·per·at·iv|form
substantiv
~en ~er • till 1imperativ 2form 1
| Singular | |
|---|---|
| en imperativform | obestämd form |
| en imperativforms | obestämd form genitiv |
| imperativformen | bestämd form |
| imperativformens | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| imperativformer | obestämd form |
| imperativformers | obestämd form genitiv |
| imperativformerna | bestämd form |
| imperativformernas | bestämd form genitiv |


