publicerad: 2015
kompromiss
kom·pro·miss
[‑mis´]
substantiv
~en ~er • överenskommelse efter ömsesidiga eftergifter, medelväg
| Singular | |
|---|---|
| en kompromiss | obestämd form |
| en kompromiss | obestämd form genitiv |
| kompromissen | bestämd form |
| kompromissens | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| kompromisser | obestämd form |
| kompromissers | obestämd form genitiv |
| kompromisserna | bestämd form |
| kompromissernas | bestämd form genitiv |


