publicerad: 2015
kulmen
kulm·en
[kul´m‑]
substantiv; best. ~ • höjdpunkt: nå (sin) kulmen
| Singular | |
|---|---|
| en kulmen | obestämd form |
| en kulmens | obestämd form genitiv |
| kulmen | bestämd form |
| kulmens | bestämd form genitiv |


