publicerad: 2015
major
1maj·or
[‑o´r]
substantiv
~en ~er • officer av medelhög grad – I sammansättn. majors-.
| Singular | |
|---|---|
| en major | obestämd form |
| en majors | obestämd form genitiv |
| majoren | bestämd form |
| majorens | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| majorer | obestämd form |
| majorers | obestämd form genitiv |
| majorerna | bestämd form |
| majorernas | bestämd form genitiv |
2major
[mej´djör]
substantiv
~n; pl. ~s • stor golftävling
| Singular | |
|---|---|
| en major | obestämd form |
| en majors | obestämd form genitiv |
| majorn | bestämd form |
| majorns | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| majors | obestämd form |
| majors | obestämd form genitiv |


