publicerad: 2015
ofullkomlighet
o|full·kom·lig·het
substantiv
~en ~er ofullkomlig
| Singular | |
|---|---|
| en ofullkomlighet | obestämd form |
| en ofullkomlighets | obestämd form genitiv |
| ofullkomligheten | bestämd form |
| ofullkomlighetens | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| ofullkomligheter | obestämd form |
| ofullkomligheters | obestämd form genitiv |
| ofullkomligheterna | bestämd form |
| ofullkomligheternas | bestämd form genitiv |


