publicerad: 2015
reformpolitiker
re·form|pol·it·ik·er
substantiv
~n; pl. ~ reformpolitik
| Singular | |
|---|---|
| en reformpolitiker | obestämd form |
| en reformpolitikers | obestämd form genitiv |
| reformpolitikern | bestämd form |
| reformpolitikerns | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| reformpolitiker | obestämd form |
| reformpolitikers | obestämd form genitiv |
| reformpolitikerna | bestämd form |
| reformpolitikernas | bestämd form genitiv |


