publicerad: 2015
voltigör
volt·ig·ör
[‑i∫ö´r]
substantiv
~en ~er • till voltige
| Singular | |
|---|---|
| en voltigör | obestämd form |
| en voltigörs | obestämd form genitiv |
| voltigören | bestämd form |
| voltigörens | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| voltigörer | obestämd form |
| voltigörers | obestämd form genitiv |
| voltigörerna | bestämd form |
| voltigörernas | bestämd form genitiv |


