publicerad: 2015
ömhet
öm·het
substantiv
~en ~er 1 till öm 12 knappast pl.; till öm 2 – Alla sammansättn. med ömhets- hör till ömhet 2.
| Singular | |
|---|---|
| en ömhet | obestämd form |
| en ömhets | obestämd form genitiv |
| ömheten | bestämd form |
| ömhetens | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| ömheter | obestämd form |
| ömheters | obestämd form genitiv |
| ömheterna | bestämd form |
| ömheternas | bestämd form genitiv |


