publicerad: 2015
kongruensfall
kon·gru·ens|fall
substantiv
~et; pl. ~ • för trianglar; till fall 2
| Singular | |
|---|---|
| ett kongruensfall | obestämd form |
| ett kongruensfalls | obestämd form genitiv |
| kongruensfallet | bestämd form |
| kongruensfallets | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| kongruensfall | obestämd form |
| kongruensfalls | obestämd form genitiv |
| kongruensfallen | bestämd form |
| kongruensfallens | bestämd form genitiv |


