publicerad: 2015
kongruensfall
kon·gru·ens|fall
substantiv
~et; pl. ~ • för trianglar; till fall 2
Singular | |
---|---|
ett kongruensfall | obestämd form |
ett kongruensfalls | obestämd form genitiv |
kongruensfallet | bestämd form |
kongruensfallets | bestämd form genitiv |
Plural | |
kongruensfall | obestämd form |
kongruensfalls | obestämd form genitiv |
kongruensfallen | bestämd form |
kongruensfallens | bestämd form genitiv |