[fsv. bekymbring; jfr ä. d. bekumring, d. bekymring, mnt. bekummeringe, holl. bekommering, t. bekümmerung]
(†) vbalsbst. till BEKYMRA;konkretare: bekymmer (se d. o. 1 o. 2). Onda skyndares taal .. som eder wilia komma i nogen bekymringh. G. I:s reg. 1: 138(1523). Endogh wij .. ganscha sthoor bekymbringh hafft haffue .. meedh then her pedher Canszeller. Därs. 2: 247(1525).
