publicerad: 2015
normalitet
norm·al·itet
[‑ite´t]
substantiv
~en ~er • normalt förhållande
| Singular | |
|---|---|
| en normalitet | obestämd form |
| en normalitets | obestämd form genitiv |
| normaliteten | bestämd form |
| normalitetens | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| normaliteter | obestämd form |
| normaliteters | obestämd form genitiv |
| normaliteterna | bestämd form |
| normaliteternas | bestämd form genitiv |


