publicerad: 2015
självuppgörelse
själv|upp·gör·else
substantiv
~n ~r själv uppgörelse 1
| Singular | |
|---|---|
| en självuppgörelse | obestämd form |
| en självuppgörelses | obestämd form genitiv |
| självuppgörelsen | bestämd form |
| självuppgörelsens | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| självuppgörelser | obestämd form |
| självuppgörelsers | obestämd form genitiv |
| självuppgörelserna | bestämd form |
| självuppgörelsernas | bestämd form genitiv |


