publicerad: 2015
mankemang
manke·mang
[‑maŋ´]
substantiv
~et; pl. ~ • fel, brist, missförhållande
| Singular | |
|---|---|
| ett mankemang | obestämd form |
| ett mankemangs | obestämd form genitiv |
| mankemanget | bestämd form |
| mankemangets | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| mankemang | obestämd form |
| mankemangs | obestämd form genitiv |
| mankemangen | bestämd form |
| mankemangens | bestämd form genitiv |


