publicerad: 2015
uppbrottsorder
upp·brotts|order
substantiv
~n; pl. ~ uppbrott order 1
| Singular | |
|---|---|
| en uppbrottsorder | obestämd form |
| en uppbrottsorders | obestämd form genitiv |
| uppbrottsordern | bestämd form |
| uppbrottsorderns | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| uppbrottsorder | obestämd form |
| uppbrottsorders | obestämd form genitiv |
| uppbrottsorderna | bestämd form |
| uppbrottsordernas | bestämd form genitiv |


