publicerad: 2015
vägrare
vägr·are
substantiv
~n; pl. ~, best. pl. vägrarna vägra 1
| Singular | |
|---|---|
| en vägrare | obestämd form |
| en vägrares | obestämd form genitiv |
| vägraren | bestämd form |
| vägrarens | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| vägrare | obestämd form |
| vägrares | obestämd form genitiv |
| vägrarna | bestämd form |
| vägrarnas | bestämd form genitiv |


