publicerad: 2015
improvisatör
im·pro·vis·at·ör
[‑ö´r]
substantiv
~en ~er improvisera
| Singular | |
|---|---|
| en improvisatör | obestämd form |
| en improvisatörs | obestämd form genitiv |
| improvisatören | bestämd form |
| improvisatörens | bestämd form genitiv |
| Plural | |
| improvisatörer | obestämd form |
| improvisatörers | obestämd form genitiv |
| improvisatörerna | bestämd form |
| improvisatörernas | bestämd form genitiv |


